222
Pavlus's Brev til Galaterne, 4. Kap.
som i mit Kjød var eder til Fristelse[1], ringeagtede I ikke, ej heller væmmedes I derved; nej, I modtoge mig som en Guds Engel, som Kristus Jesus. Hvor er da nu den Tale om eders Salighed[2]? Thi jeg giver eder det Vidnesbyrd, at I, om muligt, vilde have revet eders Øjne ud og givet mig dem. Er jeg altsaa bleven eders Fjende ved at tale Sandhed til eder[3]? De ere nidkjære for eder, men ikke paa rette Maade; nej, de ønske at lukke af for eder, for at I skulle være nidkjære for dem[4]. Men det er godt, at der vises Nidkjærhed til enhver Tid i, hvad godt er, og ikke alene medens jeg er nærværende hos eder[5]. Mine Børn, som jeg atter føder med Smerte, indtil Kristus faar vundet Skikkelse i eder[6], — ja jeg vilde ønske, at jeg nu var nærværende
- ↑ Fristelse, til at slaa Vrag paa Evangeliet.
- ↑ Den Gang priste I eder salige, paa Grund af mit Evangelium; men hvad er der nu blevet af den Salighed?
- ↑ Holde I det nu for Fjendskab mod eder, at jeg (ved mit andet Ophold hos eder, 1, 9) talte Sandhed til eder? "Sandhed er ilde hørt."
- ↑ De, ɔ: Vranglærerne, have en uret Nidkjærhed for eder (mods. 2 Kor. 11, 2), thi de ønske ikke eders Fremgang, men ville lukke af for eder, holde eder borte fra Menighedssamfundet, gjøre eder til Separatister, der kun ere nidkjære for dem, ere deres personlige Tilhængere.
- ↑ Det er godt nok, at I ere nidkjære, naar det kun er for, hvad godt er; men pas vel paa, at den Nidkjærhed findes til enhver Tid, og ikke blot medens jeg er hos eder. — Man kan ogsaa oversætte: det er godt at være Gjenstand for Nidkjærhed i, hvad godt er, d. e. det er godt, at hine ere nidkjære for eder, fordi de se, hvor godt det stod til med Livet hos eder; men pas vel paa, at dette stadig kan være saa.
- ↑ Ap. ligner den smertelige Blanding af Frygt og Haab, hvorunder han havde arbejdet paa, at Kristus skulde fødes i deres Hjærter, med en Moders Fødselssmerte (ellers ligner han sig ved en Fader, 1 Kor. 4, 15; Filem. 10); men denne Smerte føler han nu atter, for at Kristus maa vinde Skikkelse i dem, baade i hans Lidelse og Opstandelse (Fil. 3, 10), saa det bliver kjendeligt, at han lever i dem.
Holdt, og havde da brugt Tiden til at forkynde Evangeliet. Hvad for en Sygdom han har lidt af, vide vi ikke; men V. 14 tyder paa, at det var en saadan, som kunde friste dem til at "ringeagte" ham og "væmmes ved" ham, og dermed ogsaa ved hans Forkyndelse. Sandsynligvis har det været den samme Lidelse, som han 2 Kor. 12, 7 kalder "en Torn i hans Kjød" (man har paa Grund af V. 15 gjættet paa, at det skulde være en slem Øjensygdom).
