Wikisource

Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind II.djvu/231

Denne side er blevet korrekturlæst

221

Pavlus's Brev til Galaterne, 4. Kap.

magtesløse og fattige Børnelærdom, som I atter forfra ville trælle under[1]? Dage vogte I paa, og Maaneder og Tider og Aar[2]; jeg frygter for eder, at jeg skulde have arbejdet forgjæves paa eder.

Vorder som jeg,[3] thi ogsaa jeg er vorden som I, Brødre, jeg beder eder[4]. I have ikke gjort mig nogen Uret[5]; I vide derimod, at det var paa Grund af en Kjødets Svaghed, at jeg den første Gang forkyndte eder Evangeliet[6], og det,

  1. ↑ Det kunde synes paafaldende, at Ap. her stiller Galaternes forrige Hedenskab, altsaa Menneskeværk, paa lige Trin med den Lov, Gud havde givet sit Ejendomsfolk. Men naar man tager Loven for sig selv alene, som Maalet, istedenfor at den af Gud var sat som Middel til at komme paa Vej til Maalet, og tager den som Frelsesvej, medens den af Gud var sat som en Opdrager til at komme ind paa Vejen, der aabnes os i Kristus, saa forvender man Loven til Menneskeværk, idet den gjøres til noget andet, end Gud havde bestemt den til; den bliver til "Bogstav", en Række udvortes Regler og Forskrifter, der høre "Verden" til, ligesaa vel som de Regler, hvorefter Hedningerne tjene deres Guder, og den bliver ligesaa magtesløs og fattig som disse til at frelse og levendegjøre. Navnlig gjælder dette, naar man sætter Moselovens Festskikke som nødvendige til Frelse (V. 10), ret som det evige Liv var afhængigt af Dage og Tider.
  2. ↑ d. e. Sabbatsdage, Nymaanefester, Festtider (de store Højtider hos Israel varede en Uge) og Hvileaar; jfr. Kol. 2, 16.
  3. ↑ V. 12-20: Ap. taler Galaterne til Hjærte og beder dem at afkaste Lovens Aag, ligesom han selv har gjort, idet han minder dem om, med hvilken inderlig Glæde de fra først af modtoge hans Forkyndelse (V. 12-15). Nu er dette ved Vranglærernes slette Nidkjærhed for dem blevet anderledes; men det er hans inderlige Ønske atter at føre Galaterne paa den rette Vej (V. 16-20). Dernæst, V. 21-31, viser han dem, at Lovbogens Fortælling om Ismael og Isak forbilledlig godtgjør, at kun den, der er fri for Loven, er Arving til Guds Rige.
  4. ↑ d. e. vorder fri for Loven, ligesom jeg; thi ogsaa jeg, som fordum var saa nidkjær for Loven, er vorden som I Hedninger, uden Loven (se 1, 14; Fil. 3, 6-8).
  5. ↑ I have ikke gjort mig personlig nogen Uret (og have derfor ingen Grund til at tænke, jeg er vred paa eder, men I kunne møde mig med fuld Tillid); men (V. 13. 14) tværtimod have I, den Gang jeg ved mit første Komme forkyndte eder Evangeliet, ikke haanet min Svaghed, men modtaget mig som en Guds Engel, ja som Kristus selv.
  6. ↑ Se Ap. Gj. 16, 6 Anm. Pavlus havde altsaa ikke haft i Sinde at prædike i Galatien, men var ved en Sygdom bleven nødt til at gjøre
Hentet fra "https://da.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_Ny_Testament_oversat_med_Anmærkning_til_Oplysning_for_kristne_Lægfolk_Bind_II.djvu/231&oldid=64973"