Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/77

57

Mattæos-Evangeliet, 12. Kap.

"Barmhjærtighed vil jeg have, og ikke Offer"^[1], da havde I ikke domfældt de skyldfri. Thi Menneskesønnen er Hviledagens Herre.

Og han gik bort derfra og gik ind i deres Synagoge;^[2] og se, der var en Mand, som havde en vissen Haand. Og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Hviledagen? for at de kunde anklage ham. Men han sagde til dem: er der et Menneske iblandt eder, som har ét Faar, og ikke griber fat paa det og drager det op, dersom det paa Hviledagen falder i en Grav? Hvor meget er nu ikke et Menneske mere værd end et Faar^[3]? Altsaa er det tilladt paa Hviledagen at gjøre vel. Da siger han til Manden: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og den blev igjen karsk som den anden. Men Farisæerne gik ud og holdt Samraad imod ham, hvorledes de kunde tage ham af Dage^[4].

virkelig er en Overtrædelse af Sabbatsbuddets Bogstav, saa kunne I dog af Davids Historie og af Præsternes Tempeltjeneste se, at der er en Gudstjeneste, som staar højere end Lovens Bogstav; thi da David som Guds Tjener led Hunger, gik hans Nød forud for Buddet om Skuebrødene, og naar Præsterne besørge Gudstjenesten paa Hviledagen, gaar denne Tjeneste forud for Hvilebuddets Bogstav. Men det samme gjør her mine Disciples Hunger, som er kommen dem paa, idet de følge mig; thi her er, hvad større er end Helligdommen, nemlig Menneskesønnen og det Guds Rige, som hele den gamle Pagts Lov, Historie og Tempeltjeneste forberedte og pegede hen til.

1. Hos. 6,6; d. e. om I forstode, at det er Mennesker, i hvem Kjærligheden raader, og ikke de udvortes Ofre, Gud finder Behag i, og at derfor alle de udvortes Bud (om Offer, Sabbat o. desl.) ere givne "for Menneskets Skyld", til Menneskers Gavn og Opdragelse (se Mk. 2, 27), ikke til Snare og Plage for dem, vilde I ikke have dømt dem for en Gjerning, hvori der slet intet ulovligt er.
2. 'V. 9-14: Jesus helbreder en vissen Haand; smlg. Mk. 3, 1-6; Lk. 6, 6-11.
3. Jfr. Lk. 13, 15; 14, 5.
4. At de bleve saa forbitrede, eller som Lk. skriver, saa "fulde af Raseri" over denne Gjerning, har sikkert sin Grund ej alene deri, at Jesus ved sin Tale gjorde deres udvortes Formvæsen til Skamme, men ogsaa deri, at han helbredte den syge paa en saadan Maade, at de ikke kunde komme ham til Livs derfor, nemlig kun med et Ord; at udtale et Ord kunde jo ikke kaldes et "Arbejde", hvorved Sabbaten blev brudt.