Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/44

Denne side er blevet korrekturlæst

24

Mattæos-Evangeliet, 5. Kap.

Menneskers Øjne, for at de maa se eders gode Gjerninger og prise eders Fader, som er i Himlene.

Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller Profeterne;[1] jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at Opfylde[2]. Thi sandelig siger jeg eder, inden Himlen og Jorden forgaar, skal ikke det mindste Bogstav eller en eneste Tøddel forgaa af Loven, inden alt er sket[3]. Hvo som altsaa bryder et eneste af disse mindste Bud og lærer Mennesker saaledes, skal kaldes mindst i Himmeriget; men hvo som gjør og lærer dem, han skal kaldes stor i Himmeriget[4]. Thi[5] jeg siger eder, at dersom ikke eders Retfærdighed overgaar de

  1. V. 17-20: Themaet i V. 13-16 udføres nu nøjere i 4 Afsnit (5, 21-48; 6, 1-18; 6, 19-34; 7, 1-12); men først forklares her, hvilke disse "gode Gjerninger" ere, som skulle vise, at de ere Guds Børn: det skal ikke være særegne, hidtil usete Gjerninger, men dem, som Guds Lov byder.
  2. Kristus vil ikke nedbryde (kuldkaste, tilintetgjøre) hverken Loven eller Profeterne; men ligesom han vil opfylde disse, dels ved at gjøre, hvad de ligefrem have forudsagt, dels ved at aabenbare for og paa sin Menighed det Guds Frelses Raad, som de dunkelt varslede om (se 1 Ped. 1, 10-12; Rom. 16, 25 f.), saaledes vil han ogsaa opfylde Loven.
  3. d. e. "før skulde Himmel og Jord forgaa, førend en Tøddel af Moseloven skulde forgaa uopfyldt" (inden alt er sket, ɔ: inden alt, hvad den kræver, er virkeliggjort). — Guds Lov udtaler, hvad Gud har bestemt Mennesket til og derfor kræver af os. Først naar Mennesket har naaet sin Bestemmelse, er dette "sket", og da er Loven ikke længer Lov. Men Moseloven, som Talen her er om, udtaler hvad Gud krævede af Israels Folk; naar Guds Bestemmelse med Israel er sket, da ophører den at være Lov (se Gal. 3, 23—25; Ef. 2, 15). Og dette skete, da Jesus Kristus i fuldkommen Lydighed under Loven, altsaa som den sande Israelit, "i hvem der ikke var Svig", hengav sig som Sonoffer for os. For saa vidt som Loven derimod udtaler, hvad Gud har skabt Mennesket til, ophæves den ikke, førend Mennesket har naaet sit Maal; men Kristus vil "opfylde" dette, baade derved, at han selv i fuldkommen Lydighed gjorde, hvad der er Guds Vilje med Mennesket, og derved, at han (ved sin Aand) fører sine Disciple til den samme Lydighed.
  4. Ved selvraadig at bryde Loven gjør man sig selv des mindre skikket til at faa Del i Himmerigets Rigdom (som bestaar i, at Guds Vilje "sker i os"); thi uden Troskab i det smaa kan man ikke faa det store betroet.
  5. V. 20: "Thi til at være i Himmeriget udkræves en bedre Retfærdighed end Farisæernes." Den Retfærdighed, I have faaet (V. 6) ved at