14
Mattæos-Evangeliet, 2. Kap.
Herodes saa, at han var bleven narret af Vismændene, blev han saare forbitret; og han udsendte Folk og ihjelslog alle Drengebørnene i Betlehem og i hele dets Omegn, fra to Aar af og derunder, efter den Tid, som han af Vismændene havde faaet Rede paa. Da opfyldtes det, som blev talet ved Profeten Jeremias[1], der siger: "En Røst blev hørt i Rama, Graad og megen Jammer; det var Rakel, som græd over sine Børn, og hun vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere".
Men da Herodes var død. se, da viser en Herrens Engel sig i en Drøm for Josef i Ægypten og siger: staa op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til Israels Land: thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig, og kom til Israels Land. Men da han hørte, at Arkelaos var Konge i Judæa istedenfor sin Fader Herodes[2], blev han bange for at drage derhen; og han fik Svar af Gud i en Drøm, og drog sig bort
- ↑ Jer. 31, 15. Profeten taler om den dybe Hjærtesorg, som det voldte Israels Folk, at de ti Stammer ("Israels, eller Efraims Rige") for Folkets Synders Skyld bleve bortførte af den assyriske Voldsherre (Rakel, som var Efraims Stammoder, betegner Folket i sin Helhed). Og denne Sorg ser Mt. som "opfyldt", atter virkeliggjort, da den idumæiske Voldsherre Herodes, under hvis Magt Folket nu, ligeledes for sine Synders Skyld, var kommet, lod Børnene i Betlehem dræbe.
- ↑ Efter Herodes's Død blev hans Rige delt imellem tre af hans Sønner: Arkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa, Herodes Antipas fik Galilæa og Peræa (Landet hinsides Jordan), og Filip nogle nordligere Landskaber (Lk. 3, 1). Men Arkelaos, der traadte i sin grusomme og tyranniske Faders Fodspor, blev efter ni Aars Regering afsat af Kejser Avgustus, som derefter lod hans Lande styre af romerske Landshøvdinger.
ligefrem Spaadom, men ogsaa, at en af Profeterne udtalt Guds-Tanke, som tilforn havde fundet sit Udtryk i en Tildragelse i Datiden, paany bliver virkeliggjort, faar et nyt og fuldere Indhold ("Opfyldelse") i en ny Tildragelse. Her hos Hoseas tales der om, at Gud i sin Kjærlighed førte Israels Folk fra Ægypten til Kanaans Land. Men den Tanke, at Gud saaledes maatte føre sit Folk ("sin førstefødte Søn", 2 Mos. 4, 22) ad denne Omvej til dets Maal, for at det ikke skulde ødelægges af det kananitiske Afguderis Smitte, den blev end fuldere virkeliggjort, da Guds "elskede Søn" blev ført om ad Ægypten, for at bevares for Herodes's Mordersværd. Jesus viser sig herved som den, i hvem det, som Israels Historie pegede hen til, fandt sin Opfyldelse.
