Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/225

205

Markus-Evangeliet, 15. Kap.

i Borgen, og de kalde hele Mandskabet sammen. Og de iføre ham en Purpurkappe og sætte paa ham en Tornekrone, som de havde flettet. Og de begyndte at hilse ham: hil være dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham i Hovedet med et Rør og spyttede paa ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. Og da de havde drevet Spot med ham, toge de Purpurkappen af ham og iførte ham hans egne Klæder; og saa føre de ham ud for at korsfæste ham.

Og de tvinge en forbigaaende Mand,^[1] der kom fra Landet, Simon fra Kyrene, Fader til Alexander og Rufus^[2], til at bære hans Kors. Og de føre ham til det Sted Golgata (det er udlagt: Hovedpandested). Og de vilde give ham Vin med Myrra i, men han tog den ikke. Og de korsfæste ham og dele indbyrdes hans Klæder ved at kaste Lod om dem, hvad hver skulde tage. Men det var den tredje Time^[3], da de korsfæstede ham. Og Paaskriften med hans Skyld stod paaskreven: "Jødernes Konge". Og de korsfæste sammen med ham to Røvere, en ved højre, og en ved venstre Side af ham^[4]. Og de, som gik forbi, hespottede ham, idet de rystede paa deres Hoveder og sagde: tvi dig, du som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage; stig ned af Korset og frels dig selv! Ligeledes spottede ogsaa Ypperstepræsterne ham indbyrdes tilligemed de Skriftkloge og sagde: andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse! Den Kristus, Israels Konge, han stige nu ned af Korset, for at vi kunne se det og tro. Ogsaa de, som vare korsfæstede sammen med ham, smædede ham. Og da den sjette Time var kommen, blev der Mørke over det hele Land indtil den

1. V. 21-41: Jesu Korsfæstelse og Død; smlg. Mt. 27, 32-55; Lk. 23, 26-49: Joh. 19, 17-37. (Se Anm. til Mt.)
2. Disse to Mænd have aabenbart været Kristne og vel kjendte i den Menighed, som Mk. skrev sit Evangelium for (den romerske). Maaske er Rufus den, som omtales Rom. 16, 13.
3. d. e. Kl. 9 Formiddag.
4. I mange yngre Hskr. tilføjes V. 28: Og Skriften blev opfyldt, som siger: "og han blev regnet blandt Lovbrydere" (Es. 53, 12); men det mangler i de ældste og bedste Hskr. (jfr. Lk. 22, 37).