184
Markus-Evangeliet, 9. Kap.
Kristus til, sandelig siger jeg eder, han skal ikke miste sin Løn[1]. Og hvo som forarger en af disse smaa, som tro, for ham var det bedre, om en Møllesten laa om hans Hals, og han var kastet i Havet. Og dersom din Haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa lemlæstet ind til Livet, end at have dine to Hænder og gaa til Helvede i den uslukkelige Ild[2]. Og dersom din Fod forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig at gaa halt ind til Livet, end at have dine to Fødder og kastes i Helvede[3]. Og dersom dit Øje forarger dig, saa riv det ud; det er bedre for dig at gaa enøjet ind i Guds Rige, end at have to Øjne og kastes i Helvede, hvor "deres Orm ikke dør, og Ilden ikke slukkes"[4]. Thi[5] enhver skal saltes med Ild, og hvert Offer skal saltes med Salt. Saltet er godt; men dersom Saltet bliver fersk, hvormed ville I da give det sin Smag igjen? Haver Salt i eder selv, og holder Fred indbyrdes[6].
- ↑ Jfr. Mt. 10, 42; 25, 35. 40.
- ↑ Mange Hskr. tilføje efter Ordet Ild, V. 44: hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke slukkes. Disse Ord ere utvivlsomt tilføjede af Afskrivere efter V. 48, ligeledes nedfr. i V. 45.
- ↑ Mange Hskr. tilføje: i den uslukkelige Ild, (V. 46) hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke slukkes (tilføjet i Lighed med V. 48).
- ↑ Jfr. Es. 66, 24.
- ↑ Thi indfører Grunden til, at en Kristen hellere bør ofre sit dyreste Eje (V. 43-48) end at forarges, nemlig: ligesom ethvert Offer efter Loven (3 Mos. 2, 13) skulde saltes (strøes) med Salt, for at renses og bevares for Forraadnelse og blive et Gud velbehageligt Offer, saaledes maa ogsaa enhver, som skal blive et ret, aandeligt Offer til Gud (Rom. 12,1), saltes med Ild, ɔ: renses fra det urene og selviske gjennem Selvfornegtelsens Smerte. Det "svier" til Kjød og Blod at ofre "Haand, Fod og Øje", men denne Svie er uundgaaelig, om vi skulle blive "saltede" til at tilhøre Gud og til at være som "Salt" (Mt. 5, 13) iblandt Mennesker. d. e. til at modvirke det selviske, ukjærlige og usande i Menneskelivet (altsaa lige modsat det Sind, der søger egen Storhed og derfor først og sidst tager Hensyn til sig selv).
- ↑ d. e. pas vel paa, at I ikke skulle blive som det "ferske", smagløse Salt, ved at give Storheds-Spørgsmaal (V. 34) Raaderum i eders Hjærter; pas paa, at I have Salt i eder selv, ɔ: at I hver for sin Del eje og bevare i eders Hjærter den Kraft (Naaden og Sandheden i Kristus), som kan uddrive Selviskheden af eder og gjøre eder fredsomme-
