Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/154

Denne side er blevet korrekturlæst

134

Mattæos-Evangeliet, 26. Kap.

Hjordens Faar skulle adspredes"[1]; men efter at jeg er staaet op, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa[2]. Men Peder svarede og sagde til ham: om end alle ville forarges paa dig, saa skal jeg dog ingensinde forarges. Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i denne Nat, førend Hanen galer, vil du fornegte mig tre Gange. Peder siger til ham: om jeg og skulde dø med dig, skal jeg ingenlunde fornegte dig. Lignende sagde og alle Disciplene.

Da kommer Jesus med dem til en Gaard,[3] som hedder Getsemane[4]; og han siger til Disciplene: sætter eder her, medens jeg gaar der hen og beder. Og han tog Peder og Sebedæos's to Sønner med sig[5], og han begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes. Da siger han til dem: min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden[6]; bliver her og vaager med mig! Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, bad og sagde: min Fader, er det muligt, da lad denne Skaal[7] gaa mig forbi;

  1. Sak. 13, 7. Jesus er altsaa ikke alene det sande Paaskelam, men ogsaa "den gode Hyrde, som sætter sit Liv til for Faarene" (Joh. 10, 11-15) i frivillig Lydighed mod Guds Frelses-Raad. Derfor hedder det: "jeg (Gud) vil slaaa; thi om det end var Mennesker, der førte Jesus i Døden, var det dog Guds Raad, de udførte.
  2. Der skal jeg atter samle eder ("jeg vil føre min Haand tilbage over de smaa", Sak. 13, 7).
  3. V. 36-46: Jesu Sjælekamp i Getsemane; smlg. Mk. 14, 32-42; Lk. 22, 39-46.
  4. Getsemane laa paa Oliebjærgets Vest-Side, ved dets Fod.
  5. Jfr. 17, 1; Mk. 5, 37. Han tog kun disse tre med sig, sikkerlig fordi kun de, der havde set den klareste Aabenbarelse af hans Guddoms-Herlighed, kunde taale at se ham i denne hans dybeste Fornedrelse.
  6. d. e. saa knuget af Sorg, at jeg kunde dø af Bedrøvelse.
  7. d. e. Sjæle-Lidelse (se 20, 22). Vistnok var hele Jesu Liv fra hans Fristelse af en Lidelse, i Kampen mod Verden og dens Fyrste; men i denne Kamp fremtraadte han stedse som den "stærkere, der i Guds Kraft overvandt den stærke" (Lk. 11, 21 f.; Joh. 14, 10). Nu derimod begynder en helt forskjellig Lidelse for ham, idet der rækkes ham Gudforladthedens grufuldt beske Skaal, som han skal tage og tømme, fordi han bærer Verdens Synd og dens Straf, og han gives i "den stærkes" og hans Redskabers Haand (Lk. 22, 53), saa de kunne gjøre med ham, hvad de ville. (Det er altsaa ikke for den legemlige Død og de med den