Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/129

Denne side er blevet korrekturlæst

109

Mattæos-Evangeliet, 22. Kap.

Opstandelsen hverken tage de til Ægte eller tages til Ægte, men de ere som Guds Engle i Himlen. Men om de dødes Opstandelse, have I da ikke læst, hvad der er sagt eder[1] af Gud, naar han siger: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud"[2]. Gud er ikke dødes Gud, men levendes. Og da Skarerne hørte det, vare de forbavsede over hans Lære.

Men da Farisæerne hørte,[3] at han havde stoppet Munden paa Saddukæerne, samlede de sig[4]. Og en af dem, en Lovkyndig, spurgte for at friste[5] ham: Lærer, hvilket er det store Bud i Loven? Men Jesus sagde til ham[6]: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit Hjærte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind". Dette er det store og første

    paa Guds Kraft. Men de kjende ikke Skrifterne (se V. 31 f.), ej heller Guds Kraft (V. 30; jfr. 1 Kor. 15. 34), idet de mene, at Opstandelseslivet kun skulde være en Gjentagelse af dette jordiske Liv, og ikke tiltro Gud Kraft til at gjenoprejse Legemet i Engle-Lighed (se Lk. 20, 34 f.).

  1. Hvad Gud har talt til Forfædrene, er sagt eder, ɔ: Efterslægten til Lærdom (jfr. 1 Kor. 10, 11; Rom. 15, 4).
  2. 2 Mos. 3, 6. Dersom Abraham, Isak og Jakob vare blevne til intet, kunde Gud ikke efter deres Død være deres Gud; men er han deres Gud, saa leve de endnu, ligesaa vist som deres Gud lever, og de staa efter deres Død i det samme Samfund med Gud, som medens de levede i Legemet (jfr. Rom. 14, 8); men heraf følger atter, at deres Legemes Død kun er noget forbigaaende, og at de skulle opstaa.
  3. V. 34-46: Farisæernes Spørgsmaal om det store Bud i Loven; smlg. Mk. 12, 28-37 (Lk. 20. 41-44).
  4. Samlede sig, for at gjøre et nyt Angreb paa ham, nu da de havde set, at Saddukæernes Spørgsmaal kun havde tjent til at forøge Beundringen for ham.
  5. Ved deres forrige Spørgsmaal (V. 15 ff.) havde Farisæerne søgt at aflokke Jesus et Svar, som kunde vise, at han som Messias satte sig op mod Kejseren; ved det Spørgsmaal, den Lovkyndige her gjør paa Farisæernes Vegne, vil han friste Jesus til et Svar, som maatte vise, at han satte sig op imod eller ud over Guds Lov, ved at gjøre Folkets Frelse afhængig af Forholdet til ham (21, 42 ff.; 22, 1 ff.), hvorom Loven dog intet udtalte.
  6. Jesus svarer først, V. 37-40, ved at henvise til det dobbelte Kjærlighedsbud (5 Mos. 6, 5; 3 Mos. 19, 18), dernæst, V. 41-46, ved sit Modspørgsmaal om, hvis Søn Kristus er.