Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/124

Denne side er blevet korrekturlæst

104

Mattæos-Evangeliet. 21. Kap.

kring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands^[1]. Men da Frugttiden nærmede sig, afsendte han sine Tjenere til Vingaardsmændene for at modtage dens Frugter. Og Vingaardsmændene toge hans Tjenere, en pryglede de, en ihjelsloge de, en stenede de. Atter afsendte han andre Tjenere^[2], flere end de første, og de gjorde ligesaa ved dem^[3]. Men tilsidst afsendte han sin Søn til dem, idet han sagde: de ville agte min Søn. Men da Vingaardsmændene saa Sønnen, sagde de indbyrdes: dette er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa faa vi hans Arv. Og de toge ham og kastede ham ud udenfor Vingaarden^[4] og ihjelsloge ham. Naar nu Vingaardens Herre kommer, hvad vil han saa gjøre ved de Vingaardsmænd? De sige til ham: ilde vil han tage de onde af Dage, og Vingaarden vil han leje ud til andre Vingaardsmænd, som ville afgive ham Frugterne i deres Tid^[5]. Jesus siger til dem: have I aldrig læst i

↑ Samme Lignelse findes allerede Es. 5, 1-7. Husbonden er Gud, der plantede Israels Folk som sin Vingaard, idet han gav det Forjættelsen og oprettede sin Pagt med det som sit Ejendomsfolk. Og han gjorde alt for det, ved at give det sin Lov (Gjærdet). Gudstjenesten (Persen) og den borgerlige Orden (Vagttarnet). Derpaa drog han udenlands, ɔ: hans umiddelbare Aabenbaring, som paa Sinaj, ophørte, og nu skulde Vingaardsmændene (de enkelte Israeliter, og maaske særlig Folkets aandelige Ledere) være tro Husholdere over den dem betroede Vingaard.
↑ Tjenerne ere Profeterne, lige til Johannes Døber.
↑ Folkets og dets Lederes stadige Synd var deres Ulydighed, at de betragtede og behandlede Vingaarden som deres Ejendom, idet de levede sig selv, som om de ikke skyldte Gud Regnskab; derfor forskøde og forfulgte de Profeterne, som vilde holde dem til Troskab i Pagten.
↑ d. e. de overgave ham til Hedningerne (20, 19), som dette allerede forbilledlig var betegnet derved, at Forsoningsdagens Ofre skulde opbrændes "udenfor Lejren" (jfr. Hebr. 13, 11 f.).
↑ De fælde dermed selv deres egen Dom, hvad enten de have gjort dette uden at forstaa Lignelsen, eller, som troligere er, at de have villet vise deres Ringeagt mod Jesus ved ligesom at udæske den Dom, de følte, at han ved denne Lignelse varslede om (jfr. 27, 25). I V. 43 stadfæster Jesus selv deres Ord.

[1] Samme Lignelse findes allerede Es. 5, 1-7. Husbonden er Gud, der plantede Israels Folk som sin Vingaard, idet han gav det Forjættelsen og oprettede sin Pagt med det som sit Ejendomsfolk. Og han gjorde alt for det, ved at give det sin Lov (Gjærdet). Gudstjenesten (Persen) og den borgerlige Orden (Vagttarnet). Derpaa drog han udenlands, ɔ: hans umiddelbare Aabenbaring, som paa Sinaj, ophørte, og nu skulde Vingaardsmændene (de enkelte Israeliter, og maaske særlig Folkets aandelige Ledere) være tro Husholdere over den dem betroede Vingaard.

[2] Tjenerne ere Profeterne, lige til Johannes Døber.

[3] Folkets og dets Lederes stadige Synd var deres Ulydighed, at de betragtede og behandlede Vingaarden som deres Ejendom, idet de levede sig selv, som om de ikke skyldte Gud Regnskab; derfor forskøde og forfulgte de Profeterne, som vilde holde dem til Troskab i Pagten.

[4] . e. de overgave ham til Hedningerne (20, 19), som dette allerede forbilledlig var betegnet derved, at Forsoningsdagens Ofre skulde opbrændes "udenfor Lejren" (jfr. Hebr. 13, 11 f.).

[5] De fælde dermed selv deres egen Dom, hvad enten de have gjort dette uden at forstaa Lignelsen, eller, som troligere er, at de have villet vise deres Ringeagt mod Jesus ved ligesom at udæske den Dom, de følte, at han ved denne Lignelse varslede om (jfr. 27, 25). I V. 43 stadfæster Jesus selv deres Ord.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]