Side:Det Ny Testament oversat med Anmærkning til Oplysning for kristne Lægfolk Bind I.djvu/101

Denne side er blevet korrekturlæst

81

Mattæos-Evangeliet, 16. Kap.

din Hu staar ikke til, hvad Guds, men hvad Menneskers er. Da sagde Jesus til sine Disciple[1]: vil nogen følge efter mig, han skal fornegte sig selv og tage sit Kors op[2] og følge mig. Thi hvo som vil frelse sin Sjæl, skal miste den, men hvo som mister sin Sjæl for min Skyld, skal finde den. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden, men maa bøde med sin Sjæl[3]? eller hvad skal et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl[4]? Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine Engle, og da skal han lønne enhver efter hans Gjerning[5]. Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, der staa her, som ikke skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme i sit Rige[6].


  1. Af Mk. og Lk. se vi, at dermed ikke alene menes de tolv, men ogsaa alle de øvrige Disciple.
  2. Jfr. 10, 38. 39 Anm. Ogsaa her er Korset først og fremmest den indvortes Lidelse for Kristi Skyld, "at miste sin Sjæl" (V. 25), d. e. sit Selv, slippe det selviske, fornegte sig selv. Ingen, som vil følge Kristus, kan blive fri for dette Kors. Men den, som "optager" det, han kan ogsaa optage den udvortes Trængsel for Kristi Skyld, som Gud sender os, efter som ham behager. — Denne Nødvendighed af Selvfornegtelsen og af at slippe det selviske vedbliver Jesus stadig i den følgende Tid at foreholde Disciplene; se hele 18. Kap.; 19, 9 ff. 23 ff.; 20. 1-16. 22-27.
  3. d. e. sit Selv, sin sande Personlighed (se Lk. 9, 25). Kun da blive vi i Sandhed et Selv, naar vi høre Kristus til, og han lever i os (jfr. Joh. 8, 31. 36; Gal. 2, 20).
  4. Den kan ikke kjøbes for Alverdens Guld (jfr. Slm. 49, 8. 9); men Jesus Kristus har kjøbt den med sit Blod, og den "findes", naar vi "miste vort selviske Selv" for hans Skyld.
  5. Jfr. 25, 19 ff. 31 ff.; Rom. 2, 6; 1 Kor. 4, 5; 2 Kor. 5, 10; Aab. 2, 23. Hans Gjerning, ɔ: hans Færd, som viser, enten han har tilhørt og tjent Menneskesønnen, der ved sin Død og Opstandelse har vundet os til sit Ejendomsfolk (Tit. 2, 14), eller han har levet sig selv.
  6. d. e. i sin Kongemagt. Og deri skulle I have et Pant paa, at Menneskesønnen til sidst skal komme 1 sin Faders Herlighed til Dom (V. 27). Denne Forjættelse opfyldes til Dels 6 Dage derefter ved Jesu Forklarelse paa Bjærget (se 17, 10 Anm.), maaske ogsaa ved Jesu Opstandelse og Himmelfart, men navnlig ved den Aabenbarelse af Jesu Kongemagt, som skete, da han holdt Dom over Israel ved Jerusalems