Side:Det Kongelige Danske videnskabernes selskabs skrifter 1868.djvu/287

Denne side er blevet korrekturlæst

251


pillerne ere meget contractile og kunne saaledes efter R.'s MS. forkortes til det Halve af deres største Udstrækningsgrad; denne Sammentrækning siges dog tillige sammesteds ikke at indtræde saa aldeles hurtigt ved Pirring paa Papillerne. De fleste Iagttagere have bemærket den samme store Tilboielighed til Affalden af Papillerne[1], som saa ofte er omlalt hos Aeolidierne. Det Anlal, i hvilket Papillerne ere tilstede, viser sig derfor her ligesaa ustadigt som hos andre Aeolidier[2]; og de normale Forhold, ifølge hvilke Papillerne i de to første Papilbuer fra begge Bueus Ender voxe mod Midten, i de to bageste derimod i det Hele indtil henimod Bagenden (s. nærmere ndf.), sees derfor ofte forstyrrede ved Affalden af Papillerne og Udfyldning af de tomme Pladser ved nydannede smaa Papiller. — Forskjellige Iagttagere (sml. Bennett, Proc. zool. soc. IV. (1836) p. 113—119) have seet Glaukerne æde Veleller og Porpiter. Det omtalte MS., der har staaet mig til Raadighed, bemærker (ved Gl. lineatus, R.); At det engang hændte, at en lille Velel, der laa i en Skaal med flere Glauker, kom til at drive hen over Munden paa en af disse; denne greb øieblikkeligt fast i Velellen, idet den krummede Hovedet opad; den holdt nu fast paa den og vedblev at æde, men, ligesom om den ei havde godt nok fat paa sit Bytte, dreiede den sig om paa Bugen, saa at Ryggen vendte opad og krummede Legemet sammen som sædvanligt; kort efter dreiede den sig imidlertid tilbage i sin sædvanlige Stilling og fattede nu ved at krumme Legemet til en af Siderne saa at sige Velellen mellem det opad krummede Hoved og den forreste venstre Arm, idet den ligesom stemmede Dyret mod Papillerne for bedre at kunne bide fast i det[3]; saasnart Papillerne kom i Berøring med Velellen, trak de sig stærkt sammen, men vedbleve at holde sig i en noget krummet Stilling, hvorved de hjalp til at fastholde Byttet.


    Ved Indvirkning af Spiritus forandre Glaukerne sig i den Grad, at de ofte neppe ere til at gjenkjende; derfra hidrører det, at Spørgsmaalet, om de danne een eller flere Arter, er blevet besvaret paa saa forunderligt forskjellig Maade. De fleste Iagttagere , der have seet dem levende, danne flere Arter af dem (Rang 2, Eschscholtz 4, Lesson 6); de, der kun have seet de i Samlingerne bevarede Individer, have derimod været tilbøielige til kun at antage een eneste Art (Lamarck, Blainville). Det er imidlertid, som anført, ved noiagtig Undersøgelse af de ydre Formforhold og tildeels den indre Bygning af de i Spiritus bevarede Individer fra forskjellige Verdenshave, klart, at de tilhøre flere forskjellige Arter, og dette bestyrkes end yderligere ved de af Prof. Reinhardt paa Galathea-Expeditionen gjorte Optegnelser og de under hans Ledelse af Expeditionens Tegner, Hr. Thornam, udfærdigede Tavler.

  1. Forster (Voigt, Mgz. l. c. p. 341) angiver en lignende Tilboielighed for Halens Vedkommende. Mellem de mange Individer, jeg har undersøgt, fandtes dog intet uden Hale.
  2. Naar Lesson (voy. de la coq. p. 288— 289) i dette Punkt er af en ganske modsat Mening, da har han heri foruden allerede Sandsynligheden især andre Undersogeres samstemmende Erfaringer imod sig.
  3. Bennett (l. c. p. 116) derimod udhæver udtrykkeligt, at Papillerne ikke kunne anvendes til dette Brug.