76
BLIND PASSAGER
dens Straaler og søgte Værn mod den klamme Tavshed, der mødte hans søgende Blik. Han hostede forlegent to Gange, bukkede igen og begyndte at fatte sin Stilling.
Nu saa' ingen mere i hans Retning; hver gav sig med Alvor til sin Dont. Rorgængeren løstes af med megen unødig Snak. Andet Vagthold kom paa Dækket, blev hviskende sat ind i Situationen. Det blev Middag—Eftermiddag. Kokken stak Hovedet frem af Kabyssen og sang "Ben Bolt" i skingrende Sørgmodighed, medens han skurede sine Pander. Kaptejnens Snorken bares ud fra Bestiklukafet og formanede til Tavshed. Alt blev stille undtagen Maskinens stampende Takt, og Bølgernes tyste Skvulp om Stævnen.
Nu og da den vagthavende Officers Kommandoraab til Maskinen og Rorgængeren:
"Streg! Vest-Sydvest! Kurs igen."
Den fremmede Fyr drev bedrøvet og forundret rundt paa Skibets Dæk. Han faldt hen i Betragtning af det halvt tilhyllede Dampspil, studerede med Nysgerrighed Kasteblokke og Taljer, hele den forvirrende Mængde af Tovværk, der randt ned langs Formasten. Og længe stod han stum bøjet over Maskinskylightet.
Han hørte hjemme dybt inde i Londons Stenørken. Dér holdt han til paa Sømandskipper og Logishuse. Alt sit Liv havde han færdedes mellem
