70
BLIND PASSAGER
lede Thekasser, vekslende røde og grønne Tærninger i Stabler af Pakhushøjde.
Andre grønne og sorte Bugserdampere holdt prustende og hylende ude i Floden og vilde frem. Pramførerne løftede deres lange Stænger og skubbede og stagede og vrælede imedens dette Londoner-Doksprog, der er dunkelt som Londons Slums, skiddent som det mælkegule Themsvand.
Svingbroens Alarmklokke klingrede. Over Pakhusenes Tage paa høie Jærnbuer kom et Tog drønende og vilde frem — over og videre. Og Dokarbejderne slap "Sirius'" Trosser og Slæbere, vendte deres Skraa og spyttede tankefuldt ned paa Thekasserne.
Ude paa Themsen gik et evigt Vandretæppe: Strømkrusninger, der gled frem, og skraa gule Master, der kom og krydsede hverandre som Spyd og forsvandt. Signalvimpler og Skorstene af alle Selskabers Mærke.
Kapteinen paa "Sirius" slugte sine Eder. Han opgav ikke sin inderlige Overbevisning, at hans Skibs og hans Fragts Transport var vigtigere end hele Kæmpedokkens øvrige aarlige Trafik. Men han indsaa billigen, at i disse Forhold blev et saa godt Krav ikke respekteret. Han slog ud med Haanden ad første Styrmand, der bestandig dansede paa Forlugen, han trak paa Skuldrene og gav sig Tid, indtil Prammene var klar af hinanden og kom pjaskende ned langs "Sirius" Sider, medens Damperne
