Side:Desertører.djvu/47

Denne side er blevet korrekturlæst

37

SMITSONS MÆRKELIGE FORVANDLING

De kom ud til ham ved Hjælp af Brædder og en Brandstige. Doktor Hengst anbefalede den samme Forsigtighed som overfor Søvngængere: Et pludseligt incitament kunde virke som en Gnist i en Krudttønde og sprænge ham paa ny.

Men Smitson viste sig at være meget mat. Hans Ryg og Ben var kvadreret af smudsige og blodige Striber, Hænder og Fødder bar Strømper af Mudder. Han lod sig modstandsløst tage.

Smitson blev bragt til Sengs i det saakaldte Rosenkammer, hvis spidshvælvede Loft var bestrøet med tusind røde Rosenknopper, hvorimellem Rafaels femten Eroter legede. Og Frøken Alix de la Vallossière indfandt sig, klædt i en hvid Lærredsdragt, med et hvidt Slør vundet om Haaret og tog lydløst Plads ved hans Seng. Hun gjorde ingen Nytte, men sad dèr med kløgtige og faste Sygeplejerskeminer og ventede paa, at han skulde vaagne.

Doktor Hengst udtalte:

"Hr. de Smitson vil ikke mere komme til sin Bevidsthed. Der foreligger en typisk udtalt paranoisk Demens. Patienten er allerede i meget høj Grad angrebet af Debilitet, fuldkommen Lammelse og Bevidsthedstab, der langsomt, men sikkert gaa over i Slutstadiet: Kronisk Paralyse."

Smitson slog netop da Øjnene op, og da han saa Doktor Hengst, sagde han:

"Kære Doktor Hengst: Det gør mig ondt at have forvoldt Dem Ulejlighed med min Person. Men