Side:Desertører.djvu/177

Denne side er blevet korrekturlæst

167

FLYVEPERSPEKTIV

Og Autoerne nede i Asfaltgaderne stanser nu sagtens, Passagererne paa Motoromnibusserne, disse plumpe Torpedodestroyers, der med de uhyre gule Skrog baarne af lydløse Gummisokker vædrer sig en Vej gennem Færdslen, rejser sig fra deres Platformer og ser opad. Kraftvognene staar stille i et Nu, Chaufføren sidder og skygger med Haanden for Blikket og stirrer opad.

Hvad var det? Et nyt Signal er gjaldet gennem Luften — fra Fremtiden i Luften! Et gjaldende Basunstød, en apokalyptisk Varselsklang fra de fjerne Egne deroppe.

Nu staar de og peger op mod det drivende Luftskib, der mellem soltindrende Alluminiumseger og spindelvævsfine Gitre staar der højt og klart som en Globe af selve den gule Gas, en stor blødt formet Oval, som en fri og hed Organisme, svævende over Stadens Centrum.

Og man ryster sagtens paa Hovedet: Hvem ved! — og haster videre med smaa altfor hidsige Snøft og Varselsgrynt af den lille Bliktrompet og en kvalm Stank af Benzin bagud fra Spjældene. De smaa Motorer kryber endnu som før i vidtløftige Kurver og Serpentiner om deres altfor mange Hjørner.

Tela synes efterhaanden, at den Verden der nede i Planet er saa fjern, som Luften en Gang var, — som ser han nu med Ansigtet vendt mod denne Myreverden ikke ned, men opad mod det