Side:Desertører.djvu/158

Denne side er blevet korrekturlæst

148

ROBINSONADE

Fingre bevægede sig oppe under Dawens Øjne. "Efter hvilket System er De oplært?" Og pludselig gik han til Angreb, slyngede Dawen om mod Døren, raabte, at han vilde hente Politi, hvis Dawen ikke sagde, hvem han var.

Dawen lo, idet han vendte sig for at gaa. De døvstumme havde rejst sig, truende, deres begede, Fingre greb efter deres Skomagersyle og Knive. De rottede sig sammen, den Ondskab, som er egen for døvstumme, gav sig Luft, nu da deres Mester gik i Spidsen. De fnisede som Skoledrenge, naar en frygtet Lærer er vittig. Og Thomas begyndte sidelænds at rykke frem for at komme mellem Dawen og Døren. Hans Ansigt var fordrejet af dumpt Vanvid. Der var et Glimt i Blikket under de lave Bryn af Mordlyst.

Dawen sagde da, hvem han var: "Jeg er Dawen, som sagtens har været eftersøgt i lang Tid. Jeg vender tilbage nu. De vil ikke kunne standse mig. De maa gøre Plads for mig."

Der blev stille, da han nævnede sit Navn. Den rødskæggede syntes at erindre: Dawen! Svindleren! Millionbankerotten for otte Maaneder siden. Og han fo'r til Vinduet for at raabe paa Politi.

Dawen gik da. Han smilede, nikkede og gik. I dette Nu havde Branden rørt det inderste Tankekim i hans Sjæl, vakt og rejst det. Pludselig vidste han, hvad han nu vilde. Vejen var ham ligegyldig nu. Han følte, at han ejede en dyr og usigelig