Side:Desertører.djvu/147

Denne side er blevet korrekturlæst

137

ROBINSONADE

flygtet ud i Yderkredsene, fordi der blev Rydninger, dèr hvor før var tæt, og hvor de havde haft deres Reder siden umindelig Tid i Fred.

Det er ikke Apacher, ikke rovdygtige Fribyttere, der lever herude, det er et lavt, lavt Buskmandsfolk, den laveste af Londons Væxter, de lever her nærmest ved Jorden, klamrende sig til den som Mos og Svamp paa alle Lavarters Vis.

Dawen saa' dem ingen Sinde paa nært Hold. Deres Listen inde i Stierne, deres Hosten til hverandre, naar de mødtes, den kaglende Lyd, naar de samledes i deres Reder og pludrede, fyldte hans Dage med Urtidsdrømme, og han følte sig ikke ulykkelig derved. Til Tider hørte han dem samles i Klubber paa højst femten—tyve Individer; og deres monotone Corroborri-Sange, dæmpede under en Sordine af Frygt, naaede saa hans Øren, naar han lyttede.

Til Tider blev disse Familier eller Smaastammer grebne af Panik eller endog af Raseri. De kunde i Klynger bryde gennem Buskene i brølende Amok, nedtrampende alt, hvad de traf paa.

Det var mest ud paa Sommeren, naar Tordenbyger trak op over London, og store lumske Skyer med revnefærdige Poser svulmede sværere og sværere ned over Buskene, saa kunde disse Chok opstaa. Og fra deres Vexel kunde Dawen se dem, Mænd og Kvinder løbe ud over Greenroad Fælled i lange Rader for at gjenne Kvæget.