128
ROBINSONADE
Det Sted, hvor Dawen vaagnede, viste sig for ham fuldkommen grønt. Sneen var smeltet under ham og i en Oval af hans Legemes Længde omkring ham. Han hvilede paa en vaargrøn Græs-Ø. Og under hans Fingre knitrede endnu de tøende Isskorper, der var sunkne ned om Straaenes Fod.
Og han saa', at han var strandet i en fuldstændig øde og forladt Egn: vide snespættede Fælleder, delte ved faa Gærder, gennemstregede af vandboblende Grøfter. Hist og her laa Vrag af Skure og Murbrok, som var en By en Gang strandet paa denne Kyst og dens Rester blegede af Vejret.
Timevis fulgte han Lunerne, der drev ham ud over disse urørte Terræner. Fjærnt ude i Syd saa' han Stadens skaarede Konturer: Londons Pakninger af Huse, dens tusinde Spir, dens Knuder og Kamme: Shoreditchs grumsede Sump, der skraanede opad mod Bethnal Green, Gasværkernes sorte Cylindre i Nord, alle disse frygtelige Husmasser, der gror af Londons Øst, blot skilte ved Kloaker. Og øverst over London, i Ring helt rundt om denne Arena, Londons Krone af rustrød Røg.
Fra London var han endelig udstødt, om end han sagtens var ønsket tilbage og efterlyst paa hundrede Plakatsøjler.
Dawen begyndte at indrette sig paa sin nye Levefod med Ro og uden Resignation, som en skibbrudden paa en Ø, der aldrig søges af Skib.
Her var et Terræn bevoxet med mandshøj Pil.
