123
ROBINSONADE
gaaende og ubestikkelig Avis, og efter at Status med meget Omsvøb var opgjort af Hans Herlighed Statsadvokaten. Glæde vilde der næppe blive ved at se Dawen i Klubbens Lokaler — ak, disse tæppelagte Gyldenlæders Lokaler — hvor den lille faste Forretningsklike sad og nu sagtens efter Bestyrelsesraadet fordelte sig ved Bridge- eller Poker-Bordene.
Om Dawen nu pludselig umeldt traadte ind:
Her er jeg, Dawen! Dawen, som I ofrede for at redde jeres eget Skind, Dawen, som I solgte og svor til Helvede for Skranken, og som havde Hjærne nok og Hjærte nok til at tie og til at kunne bære hele Ruinen, hele Vægten af Krachet og af Lovbruddet paa sig.
Aa ja! Det var en Vej, en direkte og hurtig Vej ind gennem City!
Og saa, mine Venner: Betal! Udstyr mig, skaf mig Pas og Rejselejlighed. Betal, eller I er absolut og endelig ensstillede med mig.
Men Dawen forstod, her hvor han sad klemt mellem fire raa Brædder, at dette ikke var Vejen, og at han endnu ikke kendte sin Vej, men maatte lade andre Kræfter raade, — om han iøvrigt nogen Sinde slap herfra.
Og da — pludselig — havde Legemet gjort sit Værk, og han steg i Vejret. Kisten gled af hans Sider som en Ham, og se: Isruden løftedes af hans Pande. Rolig og i god Behold stod han nu paa Skiferen af et svagt skraanende Tag.
