Side:Desertører.djvu/108

Denne side er blevet korrekturlæst

98

DEN SORTE MAPPE

hen til ham i sin Karet, meget hovent med blaat Livrée og ringlende Sølvbjælder ned ad Asfalten.

Vedkommende Bankdirektør bemærkede da ogsaa med et fint Smil: "Jeg hørte straks, at De var i Farvandet, Knock, paa Deres Sølvbjælder."

Men nu vidste Knock, at han var fortabt. Saaledes smiler en Mand kun, naar han har spist færdig og ikke længere bærer Nag. Knock vovede nu ikke ved en brutal Manøvre at afdække Mellemværendet, og den anden sad som en mæt Mand, og stangede Tænder ad ham, uden at aabne en Sprække for Forhandling, men snakkede om Vind og Vejr, og han berørte endog med næppe en Nuance af Ironi Knocks nye store Projekt — Petersborggrundenes Udstykning, — hvortil Møde var berammet Klokken 12 og som galdt Millioner, om Banken endnu kunde formaas til at gaa med. Han udtalte sig anerkendende om dette Projekt.

Bankdirektøren blev derefter distræt i Ansigtet og begyndte at puste. Asthma! Men Knock kendte det kolde Træk ned over Hals og Øre. Manden pustede ham fra sig, forskanset bag det mægtige Egebord og med udskaarne Paneler og Billeder af tre Generationers Bankdirektører i Ryggen.

Og Knock vovede ikke at tale. Thi: om det nu ikke var ham, ikke den rette Mand, — men det var en af de tre, fire andre, der havde delt Magten og Æren i dette Land — og ikke denne Mand —