92
DEN SORTE MAPPE
sgu gjorde ham ondt. Han havde nu støttet Knock af al Magt. "Men", sagde han, "Banken vil sgu ikke mere". Og han tilføjede, at Knock maaske bedst vilde forstaa hvorfor, naar han fik at vide, hvad der var sket, nemlig at de havde givet Moht, den tidligere Bogholder Rawen — ja, netop den "engelske Rawen, som vi kalder ham", til Meddirektør.
Rawen kom i det samme fra Privatindgangen meget forhastet, bleg, men korrekt. Han nikkede tavs over Skuldren, idet han hængte sin Frakke i Nærheden af et lille Spejl, som derefter optog ham i nogen Tid. Knock fandt sig i at vente og mønstrede med stækket Raseri denne lille infame Halvmand i engelsk Jacket-dress, og hvis Haar eller mulig Lommetørklæde, som han ganske kvindagtigt fo'r sig med over Ansigtet, udsendte en sødlig Parfume.
Knock stod og svingede Jernklumpen, let skælvende og med et vredt Grin midt i det sorte Skæg. Rawen satte sig ved Bordet og saa hen paa denne Kolos i blaat Cheviot og hvid Vest, og han blinkede koldsindigt til ham.
Knock sagde: "Banken er for stærkt engageret med mig. De kan ikke smide mig ud." Og han tilføjede "Nej;"
Rawen borede pludselig sine Øjne i hans og sagde med stor Ro; "Hvad tror De egentlig, jeg er kommen i Direktørværelset for? Jeg har set længe
