dels indlagte tyske Sange[1]. Ofte har Forfatterne dermed tilsigtet en komisk Virkning, til andre Tider har de derved paa bekvem Maade villet afhjælpe en øjeblikkelig Rimnød, og i nogle Tilfælde synes der endelig slet ingen Grund at have været for Haanden. I Vers 372—373 synes imidlertid den danske Dødedansdigter ved at holde sig ganske nær til A at have begaaet en Fejl.
A 117—118:
| Her abbet geystlike vad' di mene ik gatz | Her Abbet, geistlig fader gantz |
| Ku hastyge in de dodedatz | kom nu hid vdi min dantz. |
Skulde han muligvis have opfattet gantz som Egennavn? Et andet Sted i samme Replikskifte træffer vi en lignende, men heldigere Overensstemmelse med B V. 449—50:
| Help Got unde Maria, ik bin gans krank; | Hielp Gud oc maria huor er ieg krack |
| Schal ik alrede sterven, dat schût ân minen dank. | skal ieg nu dø wden min danck, |
en Vending, som Vers 445 paa Dansk lyder wden min tack[2]. Ogsaa i Kannikens Replikskifte optages V. 449—450 uden videre de nedertyske Rimord i Overensstemmelse baade med A (153—154) og B (669—670), men i grammatisk Konstruktion (og i Ortographi) nærmest i Tilslutning til A. Endelig gaar i Rytterens Replikskifte 4 Vers fra A (357—358 og 363—364) i ordret nedertysk Form igen i den danske Bearbejdelse.
Særlig fremhæves bør ved den gamle danske Dødedans Bondens og Sognepræstens Ord. I Bondens Replik slutter den sig i en Udmaling af Bondens Liv delvis til B, men hæver sig ved sin idyllisk-elegiske Tone højt op over denne.
Sognepræsten optræder kun i A og den danske Bearbejdelse. I A adskiller dette Replikskifte sig i ingen Henseende fra de fleste andre, f. Eks. ikke fra det følgende med
