Mit dinem arbeide unde not.
It is reeht, ik segge di blot,
God wilt di betalen
In sinen oversten salen.
Vruchte nicht en twink!
saa er der egentlig ikke mere at være bange for ud over det rent Selvfølgelige, Uundgaaelige, at alle Mennesker skal dø. Særlig beroligende bliver det endda for os Syndere, naar vi ser, at Bonden lige har bekendt, at han aldrig har ofret Gud en Tanke.
Deraf bl. a. kommer det, at den danske Dødedans i meget ringere Grad end de nedertyske virker trættende og dræbende, og efter min Mening er den nedsættende Omtale, som bliver den til Del af L. Dietrichsen[1], langt fra berettiget.
Den lybsk-revalske Teksts Prolog henvender sig til en snævrere Tilhører- eller Tilskuerkreds; det Drama, som ligger til Grund for den, har sikkert været beregnet paa en Forsamling af Gejstlige[2]; Prædikanten tiltaler nemlig disse specielt og opfordrer dem til at virke ved deres gode Eksempel.
| V. 9—12: | Unde lieven kynder, ik wil ju raden, |
| Dat gi juwe scapeken verleiden nicht, | |
| Men gude exempel en opladen, | |
| Eer ju de doet sus snelle bilicht. |
Til denne Indskrænkning kender hverken A, B eller den danske Bearbejdelse. — Af det her anførte Citat ses tillige, at i Prologen de ulige Vers rime for sig og de lige for sig; det samme er endvidere Tilfælde i Dødens Opraab »an alle«; i Replikskiftet derimod rime Versene skiftevis, hvilket helt igennem er Tilfælde i A, B og den danske Dødedans, ligesom ogsaa i den fjerde Allægger, Dødedansen i Mariekirken i Berlin.
Ved en komparativ Gennemgang af nogle Replikskifter vil de i det foregaaende fremhævede Ejendommeligheder paany bestyrkes, og andre vil komme til.
