denne Uoverensstemmelse kan den danske Bearbejdelse dog meget godt her bero paa B, hvilket mere end sandsynliggøres ved den allerede ovenfor paaviste Overensstemmelse i Sammenligningen mellem Døden og Tyven[1].
I A fylder den paa Fortalen følgende Dødens Tiltale til »alle« 16 (ɔ: 4×4) Vers, i den danske Bearbejdelse 26 Vers, af hvilke 12 er Gengangere fra A[2]. Desuden gaar Vers 25—26 tre Gange igen i B[3], et Indicium for, at A og ikke B er et »Førstehaandsarbejde«, saaledes som Seelmann rigtig har antaget, og af disse to Vers optræder det ene ogsaa paa et andet Sted i den danske Dødedans; Vers 243 siger saaledes Døden til Kejserinden »en hel fod lenger recker ieg dig«[4].
- ↑ Sammenlign ogsaa Vers 75—77:
I Euangelio saa screffuit monne staa
oss bør der alle at tencke paa
Vi skulle vere rede dag och stundmed B 127—129:
In dem ewangelio, dâr alsus gescreven steit:
Waket unde bedet, weset alle tît bereit,
Wente gi wetten nicht o. s. v. - ↑ 110 = A17, 111—112 = A19—20, 113—121 = A23—31.
- ↑ 269—270, 553—554, 1607—1608.
- ↑ Noget lignende forekommer allerede paa Dansk i Hr. Michaels Jomfru
Mariæ Rosenkrands (1515 D III in verso):
Ther mz betegnes thn haardhæ Død
thn storæ wee thn iemerlighæ nød
som kroppen taal tha mz mødhæ
Senær och aadrer ræckes tha paa lang
i allæ ledemod staar wee och twang
mod kroppen scal gaa til Dødhæ»Strækkeben« opføres som Navn paa Døden i Videnskabernes Selskabs Ordbog (Moth). I Høyers Dødedans fra 1738 tales om »Dødens Strækkehaand«. Grimm, deutsche Mythologie S. 812 anfører fra »deutscher Schlemmer« (16de Aarhundrede) Streckefuss oder — bein, Gryphius (Kirchhofsgedichte 36) Streckfuss. Endvidere finder jeg Streckebein f. Eks. i Chr. Weises die drei ärgsten Erznarren in der ganzen Welt (Neudr. 12—14, S. 156). (Cf. τανηλεγήζ Hom. Od. II, 100 og λνσιμελήζ Hom. Od. XX, 57; XXIII, 343 om Søvnen.) Se endvidere Jahrb. d. Vereins für ndd. Sprachforschung 1875—1876: Zwiegespräch zwischen dem Leben und dem Tode (15de Aarhundrede).
