Jeg vancker omkring i alle land.
Jeg sparer huercken quinde eller mand
Wnge och gamle store oc smaa.
Strax ieg komer schulle met meg gaa.
Førster oc koger haffue for meg ey fred
The skulle her følge almuens seed.
Store slott oc meget guld.
Kand icke giøre mig thenom huld.
Kiøbme oc bønder, prester oc muncke.
Wil ieg alle i iorden ned siuncke.
Embesmend eller huo the helst ære.
Skulle icke lenge for meg være.
Som tyffue om natthe i bondens huss
Gaar ind, naar had haffuer sluct sit lius
Och tager ther vdt mett en fart.
Alt thet bonden vilde haffue bespart.
Saa riider ieg oc til huermad[1] i gaar.
Naar had at leffue achter mange aar.
Rige oc stercke ieg helst borttager
Siuge oc arme igen her lader.
Saa er ieg een vforuarendis gest.
Oc suiger alle som meg tro best.
Thi vochter [pa]a meg aarle oc silde
Saa kunde i icke fare ilde.
Di alle denn[e]m som paa Gud tro.
Sender ieg til den ewige ro.
Hele dette Digt, hvori Døden optræder personificeret, talende i egen Person, synes at tyde paa Kendskab til Dødedansen; det giver et kort Resumé af Dødedansens Ide: Dødens Ikkekendenforskel paa rig og fattig, høj og lav o. s. v. Hovedmomentet er imidlertid Overensstemmelsen mellem Schrocks
- ↑ Skulde der heri ligge en Hentydning til Moraliteten Every-man, Homulus, Hekastus? (se Ein Beitrag zur internationalen Literaturgesch. v. Karl Goedeke Hanover 1865). Paa dansk langt yngre i Hds. Fol. 794 gl. kgl. Saml. Se ogsaa S. Birket Smith, Studier på det gamle danske Skuespils Område, Kbhvn. 1883, S. 83 ff.
