92
Han havde lagt sin Arm om hendes Nakke og kyssede hendes Mund:
— Sylvia.
— Ja!
— Hvor Livet er dejligt!
— Ja.
— Har du tænkt dig, det kunde være saa skønt! … Jeg vil være Digter, Sylvia! Der er ikke den Ting i Naturen, som ikke kalder paa mine Sanser — kun paa mine Sanser, ti Hjertets Religion tror jeg ikke paa. Men jeg kan løbe hundrede Mil efter en Duft eller efter en Tone — aa, jeg kan lytte i aarevis til jeg hører den igen. Nej, du forstaar mig vist ikke… lille Sylvia.
— Jeg forstaar, at du er Digter.
— Nej, det er galt, Sylvia. For jeg vil jo ikke høre til de Digtere, der synger af fuldt Bryst, fordi deres Hjerte er ved at sprænges. Jeg vil opleve alt, kende alt, se alt — forstaar du, der skal ligge Tone bag Tone i min Sang, først saa vil jeg synge. Enhver skal høre sit bag mine Melodier, Alverdens Røster skal genlyde i dem. Og derfor maa jeg vente til jeg er bleven saa gammel som Methusalem og jeg maa holde mig frisk nok endda til at kunne
