91
Dale førte ned mod en lille Sø, der lignede et Øje. De løb mere end de gik. Han havde taget hendes Arm, de pludrede og lo, og kun deres Fart forraadte dem — det var som om de hele Tiden havde noget, de frygtede, i Hælene.
— Sylvia.
— Ja!
— Hvorfor løber vi?
— Det ved jeg ikke.
— Lad os sætte os.
De satte sig i Græsset, lidt højt tilvejrs, saa de kunde skimte Søen. Han havde længe undgaaet at se paa hende — men nu tog han en rask Beslutning og saa hende dybt ind i Øjnene. Og han kunde ikke se andet end at hans egen Glæde laa forvaret derinde … det var virkelig Sylvia, der sad ved Siden af ham mellem Blomsterne, store, røde Storkenæb og blaa Klokker, rød Timian, og brandgule Evighedsblomster. Til alle Sider lukkede de tæt bevoksede Klitter om dem … og al den tunge Strenghed og Renhed var som formildet i det bløde Eftermiddagslys. Midt i den forblæste Natur sad de som to lykkelig legende Børn.
