Side:Den gamle Verden.djvu/93

Denne side er blevet korrekturlæst

87

den bort og den er der ikke mere … Og saa bliver Tiden kun Fornyelse, evig Fornyelse … og Fortiden kun nogle dunkle Minder i ens Sjæl — og disse Minder søger man frem ved Aftentid som Fotografier af en Kasse og man blader dem igennem … men i Dagens Lys er man ny og man vandrer gennem nye Verdener til nyt Liv … bestandig.

Han hørte selv, at hans Stemme lød lidt træt …

… I et Spring satte han pludselig afsted ned ad Voldens Skraaning. Der stod han paa dens Midte i Græs til Knæene og raabte:

— Kirsten Alrø!

— Ja, svarede hun og kiggede ned til ham!

— Lad os forsøge Kunsten at være os selv. Vi er begge to unge … jeg ser det paa Deres Øine og Deres Haar, som Solen skinner i … Og vi vil være, hvad vi er — vi vil være unge! Kom ned til mig og lad os følge den Vej, vi faar Lyst til at følge. Det er jo dog kun sørgeligt at se sine Spor deroppe paa Stien i Sandet, der forlængst skulde have slettet dem. — — Følg mig til Ungdommens Land … ikke i mine Minder, ikke gennem mine Ord, men i Virke-