Side:Den gamle Verden.djvu/92

Denne side er blevet korrekturlæst

86

som en diset Stribe bag den lave Plantage, der syntes at krybe i Knæ for Blæsten.

Og over hele dette sandede Land en bagende Sol. Men hvor der ikke netop var Læ, løb Havblæsten frisk og salt imod dem. Og hun kunde ikke lade være — hun blev staaende længe og indaandede denne friske Luft, der kølede Ansigtet som et Sprøjt af Vand. Det var som Tusinder af smaa Celler i hendes Bryst begyndte med fornyet Kraft at arbejde for at fange Ilten fra Havet.

Saa hørte hun ham sige:

— Her har jeg staaet for tyve Aar siden. Tyve Aar er en lang Tid — og dog synes jeg i dette Nu, at Tiden slet ikke er gaaet, at det var igaar, jeg stod her sidst.

Hun rystede paa Hovedet:

— Det er fordi, De vil føle det saaledes.

— Nej, det er, fordi jeg maa. Jeg bliver saa glemsom og mit Liv forsvinder bag mig … som Blæsten, der farer hen. Jeg kender denne Duft igen … og Solen er den samme … og Sommeren, saa stærk og ren … det kunde godt være mine Spor der i Sandet … sig mig, hvad er Tiden, naar man føler saaledes? Kun en Byrde paa ens Skulder. Og man slænger Byr-