80
Og samtidig fik hun en mærkelig Lyst til at føle, hvor langt den bar, denne gyngende Is, og hun vendte sig pludselig mod Stannius:
— Vi har kendt hinanden i mange Aar, ikke sandt?
Han saa hen paa hende.
— Ja … sagde han blot.
— Og vi har altid været Venner.
— Altid …
— Tiden har ikke forandret vort Venskab?
— Nej …
Han svarede mekanisk uden at vide, hvad han svarede paa. I Kirsten Alrøs Hjerte jublede det … Selv om Isen gyngede, hvad gjorde saa det: Farten var saa bedaarende …
Men pludselig tav hun. Og saa spurgte hun lidt efter med sagte Stemme — og Spørgsmaalet var vel mest henvendt til hende selv:
— Hvorfor græd jeg saa?
— Det ved jeg ikke …
Og idetsamme sad hun dér med Taarer i Øjnene igen. Han kom til at se paa hende og hendes Blik veg bort, han saa kun, at Øjnene stod fulde af Taarer … I samme Nu var alting anderledes for dem begge. Hun saa for sig den øde Strand fra Aftenen før — der
