79
— Det var jo lidt besværligt at komme herover … Saadan en gammel Mutter som jeg har jo sine mange Betænkeligheder og Omstændigheder … og det er altid lige ved, at Rejsen slet ikke bliver til noget. Men det var heldigt, at vi kom afsted!
— Det var rigtignok heldigt! sagde Stannius.
Fru Mulvad lo bifaldende:
— Er De virkelig glad, fordi jeg overvandt mine Betænkeligheder?
— Det kan De da mærke, sagde Stannius … nu ved jeg slet ikke, hvorledes jeg skulde undvære Dem …
De var nu naaet det Punkt, hvor det generede Dem at sige De. I deres Illusion var dette lille fremmede Ord blevet hængende og det hang dér som en næsvis Burre, de ikke kunde faa rystet af sig …
Det var kun Kirsten Alrø, der mærkede, at Samtalen gled paa tynd Is. Hun blev anstrengt og pludselig træt, medens hun sad og smilede. Men hun lod sig ikke mærke med noget, ikke engang overfor sig selv … Hun smilede kun ivrigere … men det var et Scenens stereotypt-smerteligt Smil, der laa om hendes Læber.
