77
og nikkede til Fru Mulvad … jeg gik mig en Tur for lidt siden og dengang kunde jeg ikke rigtig Finde Ord for, hvad der kom op i mig ved at se al denne friske duggede Skønhed i det tidlige Solskin. Men nu ved jeg, hvad det var, jeg følte! Det var som om jeg aldrig havde gaaet her tidligere … som om det var første Gang. Havde jeg virkelig gaaet her før? — — Og dog er mine Erindringer saa stærke — nej, de er maaske alligevel ikke saa stærke som dette pludselige Indtryk.
— Nu skal De spise! udbrød Fru Mulvad. De anstrenger Dem altfor meget med at fortælle os, hvor smukt her er. Vi tror Dem gerne. Ikke sandt Kirsten … Vi tror gerne, hvad han siger… naar han nu blot vil spise lidt… Der staar nogle Sardiner derhenne, Kirsten …
— Tak, sagde Stannius og greb med begge Hænder de to Assietter, der blev rakt ham. Men Fru Mulvad var ikke fornøjet med det, han tog… hun sørgede selv for, at der kom noget paa hans Tallerken…
— Her er Sildesalaten … Ja, jeg laver den bedre — det tvivler De vel ikke om … Men
