66
dragten klædte hende. Hun var selve Idealet — — og som Idealet kom hun til mig inat. Hun var skøn som den ubønhørlige Skæbne … og medens jeg laa og vred mig i uforklarlige Smerter, saa kunde jeg pludselig ikke lade være at kaste mig ned foran hende og kysse hendes Knæ. Jeg gennemgik alle Rædsler og Glæder paa en Gang — — forstaar du mig, ja du gør, det er derfor, jeg kan sige det, det er derfor jeg kan finde Ord! Hun var saa vidunderlig … tænk dig en Drømmerske, der rækker Glemselens Bæger til os alle. Men jeg vilde ikke … jeg trodsede hende, da hun førte Bægeret mod mine Læber … jeg kastede mig i Støvet og bad hende om Livet — Livet selv saa pinefuldt som det var! Da brast hun i Taarer… hun lignede dig, da hun bøjede Hovedet og jeg ikke kunde se hendes Ansigt … hun græd og forsvandt som en træt Skygge.
— Du har blandet hende og mig sammen i din Drøm, sagde Kirsten Alrø. Og det har du ingen Ret til… hun sad endnu op og fulgte med sløret Blik Fru Mulvads Minespil.
— Aa nej, vedblev Fru Mulvad — og hun
