52
Han saa nærmere til og søgte at finde Tidens Spor, men han kunde ikke rigtig faa fat i, hvad der var sket. Hvilket Forhold var der mellem det unge Ansigt og dette? Var de to Ansigter overhovedet rigtig i Familie med hinanden … jo, det kunde ikke nægtes! Men vilde det unge Ansigt, hvis det stod her bagved, anerkende det gamle som sit eget? Rimeligvis ikke. Det vilde smile af det gamle … slaa en skraldende Latter op.
Derimod lo det gamle ikke af det unge. Det søgte tværtimod efter den tidligere Form og kunde gerne have pustet Lyset ud, fordi det fandt saa lidt af den … Men i samme Nu resignerede det og Lyset blev stillet paa Bordet og Spejlet lyste med sin tomme Ramme, sin forgyldte Kant …
Og Stannius krøb i Seng og gemte sig godt under Tæppet, lagde alting omhyggeligt tilrette som han havde for Vane.
Han gad ikke tænke paa sit Liv i disse Aar — der skulde ingen særlige Minder fremdrages og intet bestemt skulde have Skyld for at have forvoldt det hele. Det gjaldt noget ganske andet, netop det modsatte — — at opløse disse Aar til en Stemning, at føre dem sammen
