Noget fortumlet over Aftenens Oplevelser var Stannius kommen i Seng. Men han kunde ikke falde i Søvn. Det lille Værelse var oplyst af et enkelt Stearinlys, hvis Flamme hoppede og flakkede og kastede tynde Skygger hen over de tapetserede Vægge for lige saa hurtig at slette dem igen.
Her var intet forandret fra sidste Gang han laa i et af disse smaa Kvistværelser — det eneste, der syntes medtaget af Tiden, var ham selv. Han havde set sig i Spejlet før han gik i Seng — løftet Lyset højt over det — og var uvilkaarlig traadt et Skridt tilbage. Det slog ham, hvor han havde forandret sig. Panden var bleven bredere, Næsen skarpere og Kinderne rundere — og Øjnene hang saa tungsindigt i dette Kød. Men hvad der mest gjorde Indtryk paa ham, skønt Tanken var saa barnagtig, var alt det Haar, der fyldte Ansigtet. Ja, han var virkelig bleven haaret som et Dyr … det var ikke mere den nøgne Ungdom …
