Side:Den gamle Verden.djvu/56

Denne side er blevet korrekturlæst

50

— Hvorfor skulde jeg være vred?

— Aa nej … men De græd … De blev bedrøvet …

— Jeg græd … aa, det er dejligt at græde! … Og hjælp mig nu op, vi maa hjem!

Ingen af dem vendte sig og saa ud over Havet, da de stod oppe paa Klitterne. Ganske stille gik hun ved hans Side. Da de kom ind i Plantagen, hvor der var saa mørkt, at de vanskeligt kunde finde Vej, sagde han, idet hun et Øjeblik støttede sig til hans Arm:

— Skal jeg saa rejse?

— Rejse?

— Ja, et andet Sted hen …?

— Nej, sagde hun … De maa blive … Hvis De da vil! Vi finder nok en Løsning.