47
med sig. Hun lignede et sovende Barn, der længe har været sygt og som Feberen har gjort blegt og udtæret.
Men den Medlidenhed, han følte, var ikke helt ægte. Der blandede sig andre Følelser deri. Det Liv, han havde levet, havde ogsaa sat sine Spor. Og han kunde ikke lade være, han maatte bøje sig ned over hende …
0g da han stod bøjet over hende, kyssede han hende.
— Aa nej, lad være … sagde hun.
Men hun gjorde ingen Modstand.
Og han lagde sig hos hende. Han tog hende i sine Arme og kyssede hende atter og atter, paa Mund og Kinder, paa Hals og Bryst. Som for at øve Vold mod alt det, han havde følt, som for at udslette det igen. Eller var det, fordi de laa her som de to ensomste Mennesker i Verden og derfor maatte søge ind mod hinanden? Eller var det Havet eller Blæsten, der hidsede hans Blod? Han tog hende helt ind til sig, han slog sine Arme om hende. Han kyssede hende som om hun ellers vilde dø i hans Arme … eller var hun død og gjaldt det for ham om at kysse hende levende, at give hende tilbage til alt det, hun havde forladt.
