45
undret over ikke at finde hende der, hvor han havde forladt hende.
Da han saa efter hende, sad hun paa en stor Sten, som skød sig ud i Vandet. Hun var sunket helt sammen og havde næsten bøjet sit Hoved ned i Skødet. Han gik hen til hende og hun løftede sit blege Ansigt mod ham. Han saa, at hun var viljeløs af Træthed og Udmattelse. Og dog stirrede hun paa ham, vedholdende som vilde hun læse noget i hans Øjne.
Var det Bølgeslaget, der paavirkede dem med sin stadig tilbagevigende Rytme? Han blev som hun … følte kun Trang til at sætte sig og blive siddende, stirrende et eller andet Sted hen. Han kunde have lagt sig ved hendes Fødder og ladet Sandet glide mellem sine Fingre uden at tænke paa andet.
Da sagde hun idetsamme:
— Lad os gaa op i Klitterne og lægge os et Øjeblik. Jeg er bleven saa træt …
Hun vilde rejse sig og han søgte at hjælpe hende. Tung og lad støttede hun sig til ham. Og de stod i Mørket tæt sammen og følte sig saa smaa i de uhyre Omgivelser, saa helt overladte til hinanden i dette livløse Rum, der