42
— Ja … hvad er De nu egentlig, Stannius?
— Hvad jeg er … ja, er det ikke ligegyldigt i dette Øjeblik. Vilde det ikke virke forstyrrende, hvis De nu fik at vide, at jeg var Læge. Hvis De vil vide det, kan De spørge Fru Mulvad … hun ved det, hun ved det vist bedre end jeg selv! Jeg er mest af alt, hvad Tilværelsen har gjort mig til … Og derfor er jeg bleven baade Præst og Læge.
— Vi er to syge Fantaster, sagde hun og nikkede hen for sig.
— Men vi spejler Tiden … vi er ved at gennemgaa Kriserne og det er nødvendigt for at blive sund igen. Der er saa mange andre, der har det som vi, hele den gamle Verden er syg og hvert enkelt Individ maa bære sin Del af Sygdommen. Vi maa hver for sig erkende denne Sygdoms Natur saaledes som den viser sig for os, og hver for sig søge Helbredelse. Vi maa opdrage Præsten og Lægen i os. Præsten — det er de urgamle Røster, der taler i vort Sind. Men vi skal være vor egen Præst… det, det gælder om, er at høre sin egen Natur fra Prædikestolen. Det vilde overraske de fleste Mennesker, hvis de engang fik den at høre.
— Det vilde forfærde dem … forskrække
