40
Himmel og det graa Hav mødtes. Der var ikke en Sejler, ikke en Fugl at se, kun Hav og Himmel.
— Her ser ud som i tidligere Aar. Her har jeg gaaet … sagde han, fortabt i sine Minder. Langs dette Hav og ved denne Strand, der ligner et Drikkehorn, hvori Vinen skummer… Ja, saaledes husker jeg det… og nu ser jeg det igen, graat og vældigt, uformeligt, ude af Stand til at danne noget Billede i min Sjæl. Det er frygteligt — Tiden gør alt saa uformeligt og vældigt, saa grænseløst, at jo ældre man bliver des vanskeligere finder man Udtryk for det. Det ligner altsammen Evigheden og Uendeligheden, der kun igen kan lignes ved sig. selv. Men dengang var det blot Havet … nej, det var saamænd mindre endnu… det var blot denne lille Bugt her. I hine Tider saa jeg kun Stranden og Bølgerne, der stormede mod Kysten og kastede fugtigt Tang og Blaamuslinger for min Fod.
— Nej … sagde hun hurtigt og ligesom for at udslette hans Ord, saaledes ser jeg ikke paa Havet. Egentlig hører jeg det kun! Det er til at drukne sig i, ikke til at dvæle ved … det er som Musik. Jeg føler Trang til at løfte Armene
