Side:Den gamle Verden.djvu/45

Denne side er blevet korrekturlæst

39

— — De drev afsted ud mod Havet, Blæsten kastede sig imod dem som en usynlig Modstander, de dog let nok overvandt, men selv heri var der en Smule Kamp og Sejr, der æggede de Følelser, der fyldte dem. De var naaede udenfor Plantagen og vandrede paa en mægtig Sandflade, overgroet med tyndt Græs og tørt Lav. Nu hørte de Havet tydeligt og Klitterne tegnede sig med bløde Rundinger mod den klare Vesthimmel.

Det var ikke mere nogen Søvngængerske, han fulgtes med. Hendes Bevægelser var blevet saa afrundede og blide, næsten helt ungdommelige. Han undrede sig over den Forandring, der var foregaaet, og fyldtes af Glæde. Han vilde tale, blot sige hendes Navn, men hun kom ham i Forkøbet:

— De maa ikke nævne, hvad vi talte om før! Det vil De ikke, vel? Husk, De har faaet al min Modløshed i Forvaring.

— Al Deres Modløshed …?

De skyndte sig afsted og naaede snart Klitterne, der laa som hvide Dynger højt over den brede Forstrand. Hun trak Vejret dybt, da hun stod deroppe og stirrede ud i det vældige Rum, helt ud i Horisonten, hvor den lyse