Side:Den gamle Verden.djvu/42

Denne side er blevet korrekturlæst

36

— Det er jeg vel … Men det var jo netop Lykken i det — den eneste Smule Glæde ved det hele. — — Da Johannes hævede sin Forlovelse med mig — følte jeg det næsten som en Befrielse. Nu kunde jeg uden Bekymring dyrke min Følelse for ham — den var saa stærk, saa uendelig sikker og det eneste, der havde nogen Betydning. Alt det andet tænkte jeg aldrig paa, det var kun noget, der var stærkere end jeg selv … Ja, siden De saa gerne vil forstaa mig, saa kan De jo prøve paa det. Men selv om de tror, De forstaar det — jeg siger Dem, De gør det ikke … Det hører vist ind under et Evangelium, som Tilværelsen prædiker bag de ydre Former. Man maa lystre, selv om man ikke vil. Og jeg har kun lystret … Men Tak fordi De har hørt paa mig — det var vist ikke enhver, der vilde det. Og vil De nu gaa ned til Havet med mig, saa .... Vil De? Vil De virkelig? Aa Tak … Tak.