Side:Den gamle Verden.djvu/38

Denne side er blevet korrekturlæst

32

komme ud af Skoven og se det aabne Hav ligge for os.

— Nej, sagde hun og lukkede Øjnene, jeg gaar ikke længere …

— De er bleven bange? — — Jeg fik Dem til at slippe Deres egne Tanker et Øjeblik. Og det gjorde Dem bange, ikke sandt?

— Jeg er bange for at se Havet, sagde hun. Det er saa stort og graat … iaften. Jeg kan tænke mig det, som det er.

— Og alligevel vil det overraske Dem, naar De ser det. Havet overrasker altid… Gid jeg kunde overtale Dem. Kan De høre det?

— Havet …?

— Bølgeslaget …

— Hvis jeg ikke var den, jeg er bleven, sagde Kirsten Alrø og lyttede og tav et eneste Øjeblik, saa vilde jeg glemme alt i evig Lovprisning. Jeg vilde bede Vorherre om at maatte komme til at høre til det Geled af Engle, der bare lovsynger …

— Dér tænkte De paa Havet! udbrød Stannius og løftede sit Hoved. Lad os skynde os — — vi er saa nær derved!

Og denne Gang fulgte hun ham … men dog tøvende, træt paa Legeme og Sjæl som blev hun