32
komme ud af Skoven og se det aabne Hav ligge for os.
— Nej, sagde hun og lukkede Øjnene, jeg gaar ikke længere …
— De er bleven bange? — — Jeg fik Dem til at slippe Deres egne Tanker et Øjeblik. Og det gjorde Dem bange, ikke sandt?
— Jeg er bange for at se Havet, sagde hun. Det er saa stort og graat … iaften. Jeg kan tænke mig det, som det er.
— Og alligevel vil det overraske Dem, naar De ser det. Havet overrasker altid… Gid jeg kunde overtale Dem. Kan De høre det?
— Havet …?
— Bølgeslaget …
— Hvis jeg ikke var den, jeg er bleven, sagde Kirsten Alrø og lyttede og tav et eneste Øjeblik, saa vilde jeg glemme alt i evig Lovprisning. Jeg vilde bede Vorherre om at maatte komme til at høre til det Geled af Engle, der bare lovsynger …
— Dér tænkte De paa Havet! udbrød Stannius og løftede sit Hoved. Lad os skynde os — — vi er saa nær derved!
Og denne Gang fulgte hun ham … men dog tøvende, træt paa Legeme og Sjæl som blev hun
