29
møde Mindet lyslevende, Mindet om unge og lykkelige Dage. Det var ganske rigtig denne Selvfordobling, han trængte til ud fra sit modne Syn at betragte tidligere Tider. Og nu gik han her med en Kvinde, der var som Legemliggørelsen af hans Skuffelser — med akkurat den selvsamme Trods, han selv havde samlet…
De gik — nej ikke sammen — men hver for sig under de susende Fyrretræer, Læbæltet mod Sandflugten, under Træerne fra hans Ungdoms urolige Skov. Suset fra saa mange Aar siden blandede sig med Suset iaften. Og han mindedes, hvad han engang havde lært af et saadant Træ, der stod let og frit og svajede i Blæsten. Det havde sagt til ham med sine svingende Grene: svaje og dog staa fast, det er hele Kunsten, svaje og dog staa fast …
Mørket lagde sig næsten over hans Ansigt, naar han saa ind mellem Træerne. Da hørte han Kirsten Alrø sige:
— Fortæl mig, hvad De tænker om mig? — … Hvad har jeg sagt Dem før?
— Jeg tænker ikke paa, hvad De har sagt mig … svarede Stannius. Jeg gaar her og erindrer tidligere Tider, da jeg gik i den samme
