Side:Den gamle Verden.djvu/28

Denne side er valideret

22

— Vogte mig...?

— Ja, baade for hende og for mig. Jeg er skinsyg, som Sophie sagde …

— Skulde det være for at advare mig, at hun har bedt os gaa denne Aftentur sammen...?

— Maaske...

Kirsten Alrø saa ikke op. Hun gik med Øjnene stift heftede paa Vejens Sand, der knirkede under hendes Fødder. Der var kommen en mærkelig Ro over hendes Bevægelser… Hun vandrede som en Søvngængerske lige ud ad den snorlige Vej.

— Vi skal her tilvenstre, sagde han.

Hun drejede ned ad Sidevejen uden at nogen Forandring var at spore i hendes glidende Gang. Hendes Blik var rettet mod Vejen og hun fulgte dens Omdrejning uden et Øjeblik at skifte Stilling til Stannius.

Han havde en Fornemmelse af, at hun spillede Komedie, at hun vilde have ham til bedste. For lidt siden havde hun set helt anderledes ud. — Men der var nok Alvor med i Spillet alligevel. Det gjaldt for hende at faa ham overbevist, saa han rejste. Men hvorfor skulde det dog lykkes? — Lidt usikker og fraværende saa han paa hende og der kom en underlig