20
Duft gled salt og kølig gennem den urolige Luft.
Det slog et Øjeblik Stannius, at han følte sig selv som en fremmed ved hendes Side. Han havde rejst saa meget, at han uvilkaarlig tænkte sig alt set udefra. Kun hans Følelser var hjemlige. Det gav et mærkeligt Brud i Opfattelsen … han saa et og følte et andet. I det halve Aar han havde været hjemme, havde han ikke sporet denne Dobbelthed … — Dobbelthed? — Var det maaske Fru Mulvads Ord før, der fik ham ind paa denne Tankegang?
Kirsten Alrø undrede sig over hans Tavshed. Hvad gik han og tænkte paa? Heldigvis forstod han ingenting! Hvem var han i det hele taget … hvor lidt det lignede Sophie at bringe hende i en saadan Situation …
— Nu skal jeg sige Dem noget, udbrød hun pludselig. — — De skal saamænd ikke tro, hvad Sophie sagde Dem før. Der er ingen Lighed mellem Dem … og den anden.
— Det har jeg ogsaa hele Tiden tænkt mig, nikkede Stannius. Men det er jo saa rimeligt, at Fru Mulvad tror at se en Lighed selv hvor der ingen er. Det glæder mig at høre, at det ikke
