Side:Den gamle Verden.djvu/19

Denne side er valideret

13

Hun løftede Hovedet og saa skiftevis paa Stannius og Kirsten Alrø. Saa sagde hun:

— Sig mig, Kirsten, er der ikke noget, der har undret dig iaften … en besynderlig Lighed. — Er du ikke bleven overrasket?

Stannius hørte pludselig ikke hvad hun sagde, saa sagte talte hun. Han fattede ikke Ordene men en besynderlig Klang i hendes Stemme greb ham om Hjertet.

— Jeg ved ikke … kom det lidt usikkert fra den unge Pige … men maaske tager vi begge fejl …

— Det er ikke muligt! svarede Fru Mulvad.

Hun kunde ikke holde sin Rørelse tilbage og hun saa paa Stannius med et Par store tungsindige Øjne fulde af Taarer.

— De ligner min Søn … min stakkels Søn!

Stannius havde en Fomemmelse af, at Fru Mulvad vilde denne Lighed, at hun idetmindste søgte efter den og derfor fandt den. Men der var i hendes Blik noget saa moderligt varmt, at det gjorde ham godt. Det var længe siden, han havde stirret ind i saadanne Øjne. De var saa fyldte af Sorg og Savn og Ømhed. Efteraarsgraa og kærlige og saa uendelig tro-