11
ikke var med. Fru Mulvad maatte kalde et Par Gange før hun kom. Men da hun først var naaet over den lille Landgangsbro, blev hun pludselig den ivrigste.
— Der er ingen Mening i at blive staaende her, sagde hun, hvorfor gaar I ikke?
— Vi venter jo kun paa dig, svarede Fru Mulvad hovedrystende.
Et Øjeblik efter hang Kirsten Alrø ved Fru Mulvads Arm. Engang imellem tog hun nogle lette Trin hen ad Vejen og strøg sin Kind mod hendes Skulder, medens hun saa underkastende kærlig op mod hende. Det hændte dog ogsaa, at Blikket strejfede Stannius Ansigt som var hun forundret over, at han gik der ved hendes Side.
Langs Landevejen stod Poplerne, der raslede svagt i Aftenluften og bag dem laa smaa Huse med hyggelige Haver, oder strakte sig ud mod Fjorden. Vejen var hvid og sandet, saa de ikke hørte deres Fodtrin men kun Vindens Puslen i de mange Poppelblade.
— Her er saa fredeligt som jeg ventede det, sagde Fru Mulvad og bøjede sig mod Stannius … Kender De Vejen til Kroen?
Stannius svarede ikke straks, skønt han
