Side:Den gamle Verden.djvu/151

Denne side er blevet korrekturlæst

145

nu, at hun sad og byggede i Sandet som et Barn.

Da de stod saa nær, at de kunde se hendes Ansigt, maatte de standse. Den sorte Ibenholtstok laa for deres Fødder som havde hun kastet den dér; men ingen af dem tænkte paa at tage den op … De maatte stirre paa hendes vidunderlig søde Ansigt — dette gamle Barneansigt dernede, furet og rynket, men med et Smil saa lykkeligt som fra Skabelsens Dage, det yndigste Smil. Hun saa paa samme Tid ud som en gammel Mutter og som et Barn — der var i Smilet den dybe Aandsfraværelse, der forbinder alle menneskelige Aldre.

Og hun vedblev at smile.

Kirsten Alrø og Stannius løb ned til hende.

Og Kirsten Alrø tog hende ind til sig, kyssede hendes Pande og nævnede hendes Navn. Hun svarede ikke, smilede kun som ud af de dybeste Erindringer. Hendes Øjne saa slet ikke … Men det var tydeligt, at hun hørte, hvad Kirsten Alrø hviskede til hende og grundede lidt over det — Smilet forsvandt, men det kom straks igen.

… Kirsten Alrø vendte sig bort og brast i